Druer
45 % Sangiovese, 35 % Cabernet Sauvignon og 20 % Merlot
Palpito er seneste skud på stammen fra vort Brunellohus, Az. Agr. la Colombina, og kommer fra en af Toscanas mere ukendte DOC'er, nemlig Sant'Antimo, som geografisk har samme afgrænsning som Brunello-zonen. Men modsat DOCG Brunello, så er reglerne i DOC Sant'Antimo mildest talt liberale: man kan bruge de druer, man lyster, så længe de er røde. I dette tilfælde drejer det sig om Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot fra marker omkring vingården i Castelnuovo dell'Abate, som får ganske let kontakt med eg.
Det forunderlige ved 'Palpito' er, at mens Sangiovese normalt helt overdøves aromatisk af Bordeauxsorterne, så er der i vinen tydelig Sangioveseprofil trods procentuelt overtal af Bordeauxdruer: her ville en dygtig blindsmager sagtens kunne gætte Toscana.
Dette er en Sangiovese-saftig sag, men samtidig interessant og personlig vin, der har en klar toscansk profil og perfekt modne tanniner. Duft og smag har både spændstige kirsebær og modne blommer, en solid bær-kerne, der formår at levere koncentration uden for meget tyngde, så frugtfokuset er holdt og lysten til det næste glas ikke forsvinder. I duften og eftersmagen fornemmes det typisk toscanske urtekrydderi, som er svært at definere på skrift, men en dejlig oplevelse at snuse sig frem til.